Velkommen til denne wiki, som indeholder supplerende materiale til undervisningen i matematik på VUCFYN Odense.


Storm P. har sagt: Livet er svært, men matematik er sværere. Siderne her er et forsøg på at gøre matematikken lidt lettere end som så - det med livet vil jeg ikke blande mig i.


Tanken med wikien er at præsentere og gennemgå de forskellige matematiske emner kort og præcist og uden for meget sniksnak - ligesom det skal gøres til eksamen. For mere sniksnak udførlige forklaringer, flere eksempler osv. henvises til lærebogen, som wikien altså er et supplement til men ikke en erstatning for.


Materialet er inddelt efter niveau (C, B og A). Materialet til B eller A niveau indeholder kun emner, som er specifikke for det pågældende niveau, men har man faget på et af disse niveauer forventes man også at have styr på materialet fra de(t) underliggende niveauer. Her kan wikien fungere som repetitionsredskab


Den matematiske notation her på siderne vises bedst og hurtigst, hvis man installerer såkaldte STIX-fonte på sin computer. Fontene kan downloades her (Full Download (2.6MB Zip file)). Matematikken skulle dog gerne kunne køre uden de store problemer i alle moderne browsere, selvom man ikke har installeret STIX-fontene


Internet Explorer (IE) 8.0 er dog forholdsvis langsom til at vise den matematiske notation, og på sider med meget matematik, kan det være lidt irriterende - IE 9.0 er bedre. Nogle af appletterne virker ikke med Google Chrome (der arbejdes på sagen). Firefox er bedst!


Mange matematiske begreber illustreres med interaktive Java-appletter. Appletterne er lavet i det geniale matematikprogram Geogebra. Dette program - som er gratis - kan køres direkte fra hjemmesiden eller downloades og køres lokalt på ens egen computer (uden netforbindelse). Det sidste betyder, at man også kan bruge programmet til eksamen, hvor det jo er forbudt at gå på nettet (husk at afbryde det trådløse netværkskort på computeren, da Geogebra ellers selv kan finde på at gå på nettet). Det er ikke nødvendigt at have installeret Geogebra på sin computer for at køre appletterne. Man kan i øvrigt også starte Geogebra - selvom man ikke har det på sin computer - ved at dobbeltklikke på appletten.


Det nyeste tiltag er små videoer, eller såkaldte screencasts, hvor jeg tegner og fortæller om matematiske begreber, beviser mm. (se menuen til venstre).

NB: Sitet er under stadig eksperimenterende udvikling og bliver givetvis aldrig færdigt.