At leve et etisk liv
Lasse Petersen
Fyens Stiftstidende 24 juli 2006 Når nu religionerne op gennem historien har været årsag til talrige katastrofer, og når nu de mest sekulariserede lande er de mest velfungerende, hvorfor så ikke nøjes med at tro på mennesket alene?
I Norge hedder det næststørste trossamfund ikke islam men Human-Etisk Forbund. Med et konstant stigende medlemstal, der nu ligger i underkanten af 70.000, har organisationen i 50 år talt alle religiøse autoriteter midt imod og i stedet promoveret en sekulær humanisme baseret på fornuft, videnskabelighed og menneskerettigheder. I en tid, da religionernes natur og indflydelse bliver debatteret som aldrig før, er det til sammenligning forbløffende at se, hvor tavse det ganske store mindretal af ikke-religiøse danskere forholder sig. Måske er det på tide, at vi - i lighed med ikke-religiøse mennesker over hele verden - vågner op og aktivt begynder at promovere et helt igennem sekulært alternativ til religionernes autoritetsbaserede "sandheder". At der er behov for det, viser den seneste tids udvikling med skræmmende klarhed. De verdensomspændende reaktioner på Muhammed-tegningerne mindede os om, at religionerne også i 2006 har en uhyggeligt stor indflydelse på mange menneskers tankegang. Samtidig så vi skræmmende eksempler på, hvilke voldsomme følelser og handlinger deres forsimplede verdensbilleder kan inspirere til. Herhjemme ser det dog ud til, at der blandt politikere og debattører er ved at danne sig en vis konsensus om, at vi nok alligevel hellere må holde fast i vores egen religion. Bl.a. har Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, fået megen ros for bogen Gud bevare Danmark, der kort sagt argumenterer for, at samfundet vil køre af sporet, hvis vi ikke holder fast i vores tilknytning til kristendommen. Bjerager - og mange andre med ham - ser altså i sidste ende den religiøse basis som forudsætningen for et velfungerende og frit samfund. Moralen er, at hvis vi ikke tror på Gud, så får vi storhedsvanvid og begynder at opføre os, som om vi selv var guder - og så går det naturligvis helt galt. Når det umiddelbart kan være fristende at give de religiøse ret i dette, er det selvfølgelig fordi, at vi mennesker har været årsag til så mange forfærdelige ulykker og katastrofer i historiens løb. Derfor kan det være svært at tro på, at vi nu endelig har lært af vore fejltagelser. I farten glemmer man bare, at religionerne selv har været årsag til temmelig mange af disse katastrofer, og intet tyder på, at det er mere religion, som verden har brug for i dag. Tværtimod viser det sig, at de mest sekulariserede lande faktisk også er de mest velfungerende. Religionerne indeholder naturligvis en blanding af godt og skidt og kan ligeledes erstattes enten af noget godt eller skidt. Hvis man erstatter dem med det bedste, som vi mennesker har at byde på, så vil mindre religiøs indflydelse dog klart være til menneskehedens fordel. Hvad er så det bedste, vi har at byde på? Hvad kan vi sætte i stedet for religionerne? Det er egentlig såre simpelt: oplysning, fornuft, respekt for individet, personlig frihed, hensyn til de svage osv. Menneskerettigheder - kort og godt. Men disse værdier kan mange troende jo også tilslutte sig. Hvorfor så udfordre religionerne? Forskellen ligger først og fremmest i, hvordan man vil nå frem til målet. Hvis man mener, at menneskeheden vil køre af sporet uden religionens vejledning, så tror man i sidste ende ikke på mennesket. Man tror ikke, at det overvejende vil og kan det bedste for sig selv og andre. Det har derfor brug for "klogere" guddommelige autoriteter, som kan retlede, straffe og belønne, og som mennesket må forsøge at adlyde for ikke at komme galt af sted. Dette er i virkeligheden en nedladende, autoritær og anti-humanistisk grundholdning - og det bliver ikke bedre af, at den er pakket nydeligt ind i højtflyvende fraser om synd, nåde og frelse. Her må man ikke lade sig narre: Målet er i sidste ende at promovere en bestemt ideologi og moral. Vel at mærke en moral, der tager udgangspunkt i religiøse dogmer og ikke i den enkeltes behov og lykke. Denne tankegang fører talrige uheldige konsekvenser med sig. Som illustrerende eksempel kan nævnes, at Bush-regeringen på religiøst grundlag - men imod al sund fornuft - nægter at støtte de hjælpeorganisationer, der vil udbrede kendskabet til prævention i det aids-plagede Afrika. Et andet eksempel kunne være kristne kirker, der stadig forsøger at "omvende" homoseksuelle i stedet for at respektere og støtte dem. I mange muslimske lande er personlig frihed som bekendt en by i Rusland, og kvinder nægtes indflydelse og aktiv deltagelse i samfundet - igen på et religiøst grundlag. Der kunne nævnes talrige andre eksempler, men fælles for dem alle er, at problemerne opstår, fordi man tager udgangspunkt i nogle bestemte religiøse dogmer, som man sætter højere end fornuften, videnskaben og det enkelte menneske. I modsætning hertil står den sekulære humanisme, som fastholder troen på, at mennesket alene via sin fornuft, erfaring og indlevelsesevne kan leve et godt og ansvarligt liv. Derfor nægter man at underkaste sig religiøse autoriteter og fremhæver i stedet det enkelte menneskes evne til selv at erkende, hvad der er rigtigt og forkert. En humanist tror således på, at vi i udgangspunktet vil det bedste for os selv og vore medmennesker. Ikke for at tilfredsstille en gud eller gøre os fortjent til at komme i paradis, men fordi vi forstår, hvad der er rigtigt og ønsker at handle derefter. Evnen til at leve et etisk liv er altså rodfæstet i os selv. Hvis man skal tale om noget helligt i den sekulære humanisme, er det derfor mennesket selv - dog ikke helligt i den forstand, at det er perfekt. Man må på ingen måde være blind for, at mennesker på trods af at være oplyste og reflekterede kan vælge at handle i modstrid med det, som de ved er rigtigt. Hvis appellen til den enkeltes samvittighed slår fejl, er man derfor nødt til at skride ind og i visse tilfælde bruge magt og tvang. Sekulære humanister påstår således ikke, at de har fundet den perfekte løsning - kun at de har fundet den bedste. Man fastholder optimismen og troen på mennesket, og giver den franske forfatter, Albert Camus, ret når han nøgternt men smukt konstaterer, at når alt kommer til alt "er der mere hos menneskene at beundre end at foragte". Ikke al religion er af det onde, men der er desværre talrige eksempler på, at den til stadighed afsporer og til tider direkte bekæmper det klarsyn, som bl.a. naturvidenskaben, filosofien og psykologien har givet os. Vi bør derfor sikre os, at vi bevarer og aktivt promoverer den indsigt i verden og os selv, som vi har tilegnet os gennem århundreder. Personlig erkendelse og udvikling på et fornuftsbaseret, videnskabeligt grundlag har måske ikke umiddelbart den samme appel som de religioner, der lover guddommelig beskyttelse, evig frelse og liv efter døden. Til gengæld er det et livssyn, der ikke foregiver at vide mere om livet og døden, end vi faktisk gør. Det er ikke baseret på nedarvede forestillinger eller overnaturlige autoriteter, og den enkelte står i sidste ende kun til ansvar over for sig selv. Troen på den menneskelige samvittighed er derfor essentiel for enhver humanist, og i sidste ende er det kun, hvis vi holder op med at lytte til den, at vort samfund og menneskeheden virkelig bliver afsporet. ] Lasse Petersen, Eggertsvej 44, Svendborg, er højskolelærer, cand.mag. i engelsk og religionsvidenskab.